PRESSEMEDDELELSER DANSK


PRESSEMEDDELELSE


I anledning af Lars Schwanders portrætudstilling på Det Nationalhistoriske Museum i Hillerød har ArtStamp og Galleri Stalke glæden ved at præsentere hele to frimærkeark i den fortløbende proces for MailArt. Lars Schwander har, fordelt over disse to ark, skabt et inciterende samlende portræt af hele 50 kunstnere. Fra 1980’ernes punkgrupper til dagens fremtrædende billedkunstnere. Fra Malarias Gudrun Gut og Christine Hahn, Björk, Mark E. Smith, samt Daniel Boon til Wes Lang, Jacob Holdt og Torben Ulrich. Og selvfølgelig Leonard Cohen, Martin Kippenberger, Helmut Newton, Yoko Ono, Cindy Sherman, samt hvem der ellers har poseret foran Lars Schwanders kamera.


Lars Schwander (*1957) er gennem de sidste 30 år en af de helt centrale skikkelser inden for dansk fotografi. Han har arbejdet på Brandts, Det kongelige Bibliotek, Kulturbyen, Louisiana, Bruun-Rasmussen, samt arrangeret udstillinger i både ind- og udland. I 1996 grundlagde han Fotografisk Center. I de 15 år Lars Schwander drev galleriet, blev der udklækket en lang række danske kunstnere gennem Ung dansk Fotografi, ligesom det var et samlingssted for internationale fotografer og museumsfolk. Han har skrevet en lang række bøger og essays om fotografi og billedkunst i øvrigt. Han er således aktuel som skribent i kataloger for både Aros (Art & Porn) og Randers Kunstmuseum (Flag - objekt, ikon, symbol). Videre har Lars Schwander udstillet sine portrætter i Danmark, England, Frankrig, Rusland, Spanien, Tyskland, Ungarn og USA., ligesom han er repræsenteret i samlinger i flere lande.

Lars Schwander er af den overbevisning, at der går en lige linje fra de tidligste til de seneste portrætter. Alle fotograferet nøgternt og uden forstillelser. Uden så megen iscenesættelse, men ofte med et skær af drømme og romantiske blikke. Han har en særlig evne til at indfange denne særlige længselsfulde verden. For i hans optik er et billede ikke bare et billede, et portræt ikke bare et portræt, men en projicering af fotografens egen forestillinger om livet og skønheden. Det er således en meget intim verden der åbner sig i Lars Schwanders værk.


Artstamp.dk startede i 2007 som en kunstnerisk kommentar til den etablerede, officielle frimærke-kunstpraksis, ligesom det er et projekt ud over den traditionelle brug af frimærke og kunstudstilling i en bredere forstand. ArtStamp er produceret i begrænsede udgaver og er uafhængige miniature kunstværker. På dagen for udgivelserne offentliggøres tillige førstedagskuverter. Enkelte nummereret og signeret. ArtStamp handler ikke om frimærket som et objekt i sig selv, men om dets diffuse og inter-aktionistiske kræfter - dets potentiale som en aktør af åbenhed, krydsende grænser, kritisk refleksion og med tiden forandring. ArtStamp bevæger sig som form ud over de umiddelbare fordele ved stadig mere sofistikerede teknologier. Det insistere på den fysiske og metafysiske tilstedeværelse, der opstår mellem frimærket og de steder, objekter og liv, det konfronterer.



Hvis der ønskes fotografier af enkeltfrimærker på enten grå eller sort baggrund, fremsendes dette gerne. Lars Schwander står også til rådighed for interviews.


Med venlig hilsen
Sam Jedig & Galleri Stalke
Kunstner og producent